Du er i: Klínovec MeadowsOm TjekkietKultur

Livtag med kulturen og tjekkerne

Kulturlivet i Tjekkiet rummer mange kulturskatte, og det afspejler sig i det faktum, at Tjekkiet er på UNESCO’s liste over verdens kultur- og naturarv med hele 12 lokaliteter, hvad der er en pæn repræsentation i betragtning af landets størrelse.

Prags historiske centrum med de mange karakteristiske bygningsværker danner rammen om et righoldigt kulturliv med masser af små butikker.

Et af de mest kendte samlingssteder er Karlsbroen, hvor kreativiteten blomstrer mellem befolkningen, kunstnere og turister i en farverig treenighed. Det er her, du kan få en sjov karikaturtegning med hjem eller få malet et familieportræt med udsigt til floden Vltava som baggrund. Her optræder folkedansere, og musikere står side om side med digtere og forfattere, der henter inspiration fra den særlige stemning, der findes her.

De stramme tøjler under kommunismen betød manglende frihed på kulturområdet, men appetitten i dag fejler ikke noget, og selv i de mindre byer er der et stort udbud af kulturelle arrangementer. I

de større byer er der sommerunderholdning på programmet sammen med koncerter og dukketeater. Dukketeater er yderst populært og har også affødt en del verdensberømte teatergrupper. Folkemusikken er tillige meget udbredt og blev det især op gennem 60’erne, da det blev en måde at udtrykke sin frustration på overfor det hårde kommuniststyre, og i dag er folkemusikken omtrent blevet synonym med den tjekkiske identitet.

Musik og teater er yndede samtaleemner blandt tjekkerne, men også sportsaktiviteter er et værdsat emne, hvor især ishockey og fodbold vækker stoltheden hos tjekkerne.

I begyndelsen kan de opleves som en anelse formelle, det er f.eks. sjældent at se folk kramme og kysse offentligt. Derimod er et godt gedigent håndtryk vejen frem, da tjekkerne altid bruger det til gensyns- og afskedshilsen.